12 millioner kroner skal styrke forskning i børn, unge og ældres trivsel

To forskningsprojekter fra Roskilde Universitet skal undersøge, hvordan trivsel og velfærd kan styrkes blandt ældre, børn og unge. Professorerne Tine Rostgaard og Hanne Warming har hver modtaget en bevilling på 5,9 millioner kroner fra VELUX FONDEN.
Tine Rostgaards projekt undersøger, hvordan lokale fællesskaber kan fungere som supplement til ældreplejen i en tid med øget pres på velfærdssystemet. Projektet skal blandt andet udvikle og afprøve nye former for borgerdrevne fællesskaber i samarbejde med Hørsholm Kommune og VIVE.
”Mange kommuner ønsker at styrke lokale fællesskaber som supplement til ældreplejen, men vi ved overraskende lidt om, hvordan de opstår, hvem der deltager, og hvilken værdi de skaber. Med forskningsprojektet udvikler og undersøger vi nye borgerdrevne fællesskaber og den viden, der er nødvendig, hvis de skal bidrage til et mere bæredygtigt og inkluderende velfærdssamfund,” siger Tine Rostgaard, professor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv.
Hanne Warmings projekt har fokus på rådgivningstilbud til børn og unge og skal skabe ny viden om, hvordan tilbuddene kan nå flere og blive mere effektive. Projektet gennemføres af Roskilde Universitet i samarbejde med RådgivningsDanmark og civilsamfundsorganisationer.
”Bevillingen giver os mulighed for at bidrage til det internationale forskningsfelt med viden om, hvem der søger og ikke søger rådgivning, hvilken hjælp de søger, og hvordan rådgivning – set fra børnenes egne perspektiver - indvirker på deres levede liv. Denne viden vil blive omsat til konkret kvalitetsudvikling af rådgivningerne. Det er vores håb og forventning, at det vil føre til endnu mere brugertilpasset rådgivning og herigennem øget mestring og trivsel,” siger Hanne Warming, professor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv ved Roskilde Universitet.
Faktaboks: Forskningsprojekter støttet af VELUX FONDEN
- Bevillingsgiver: VELUX FONDEN
- Samlet støtte: 11,8 mio. kr.
- Modtagere: Professor Tine Rostgaard og professor Hanne Warming, Roskilde Universitet
- Program: VELUX FONDENS HUMpraxis-program
Projekt 1:
- Forsker: Tine Rostgaard
- Bevilling: 5,9 mio. kr.
- Titel: ’Sociale forestillinger og realiseringer af stedbundne fællesskaber i aldrende samfund (SIRPA)’
- Samarbejdspartnere: Roskilde Universitet, Hørsholm Kommune og VIVE
- Fokus: Lokale fællesskaber som supplement til ældreplejen
Projekt 2:
- Forsker: Hanne Warming
- Bevilling: 5,9 mio. kr.
- Titel: ’Brugertilpasset virkningsfuld rådgivning af børn og unge’
- Samarbejdspartnere: Roskilde Universitet, RådgivningsDanmark og civilsamfundsorganisationer
- Fokus: Styrkelse af rådgivningstilbud til børn og unge






Accepter kun nødvendige cookies